Håb!

SF's generelle pay-off på plakater og andre propagandamaterialer er "Det ku' være så godt!", og selvom udtrykket indeholder en vis portion kritik, er det dog først og fremmest håbefuldt.

Håb var også nøgleordet i SF Hvidovres valgkamp, for der var trods alt ingen der forventede, at fremgangen ville blive så markant, at det blev til fire pladser i Kommunalbestyrelsen.

Ikke desto mindre var det netop hvad der skete, og nu da konstitueringen også er faldet endeligt på plads — uden det helt store drama — står det klart, at jeg er kommet tæt på magten i kommunens Teknik- og Miljøudvalg samt Arbejdsmarkedsudvalg: Hustruen er på plads, og selvom der jo også er andre med indflydelse, er det vist ikke urimeligt også at håbe på forandring.

Katrine Høybye Frederiksen, Medlem af kommunalbestyrelsen for SF i Hvidovre Kommune

Det bli'r så godt!

Klimaforandringer i bakspejlet?

I dag begynder COP15, og dermed er nedtællingen til i hvert fald årets — hvis ikke årtiets — vigtigste begivenhed slut.

Der har været en del skriverier om de videnskabelige beviser for den globale opvarmning, specielt i forhold til den del der er menneskeskabt. I den forbindelse er det vist vigtigt at huske på, at der ikke som sådan findes videnskabelige beviser for særlig mange ting, men "kun" teorier, der ikke endnu er blevet modsagt. Sådan er videnskaben nemlig indrettet, og det gælder også for klimaet; alting tyder på, at CO2-indholdet i atmosfæren stiger, at det medfører temperaturstigninger, og at årsagen blandt andet er menneskelig aktivitet.

Fraværet af endegyldigt bevis, og det faktum, at risikoen for konsekvenser ser ud til at blive imødegået, får mig til at frygte, at vi om mange år ender i en situation, som den der opstod efter Y2k (Å2t) — der blev brugt mange penge på at rette til, som følge heraf opstod der ikke så mange problemer som forudset, og det blev derfor konkluderet, at problemet ikke var så stort som oprindeligt antaget.

Med lidt held når vi dog først dertil på et tidspunkt, hvor problemet er løst…