Selektiv fokusering

Lensbaby 2.0
Foto: Photo Mojo

Jeg har fået en baby. Version 2.0.

Den er til mit kamera — det er en Lensbaby, og falder absolut indenfor kategorien legetøj. Prisen på omkring en tusse afspejler at det er dyrt legetøj, men når den forventede levetid tages i betragtning er det faktisk ikke urimeligt, og der er masser af timer i sådan en.

I modsætning til mine andre objektiver har den fingerstyret selektiv fokusering, manuel indstilling af blændeåbning via udskiftning af hullet (!), og med tilhørende makrokit i form af små linser der skrues på fronten.

Det helt specielle ved sådan en lensbaby er, at fokusering foregår ved at sammenpresse en bælg ligesom i de gode gamle dage, og så det at fokus kan flyttes rundt i billedfeltet ved at fordele presset ujævnt.

I praksis gør metoden det svært at ramme præcist, men til gengæld får man muligheden for at tage nogle billeder man ellers ikke kunne, f.eks. portrætter hvor det stort kun er øjnene der er i fokus.

Lensbaby portræt

Det kan være temmelig svært at ramme rigtigt, men så er det bare om at skyde løs, og acceptere at fejlraten er noget højere end man er vant til.

Effekten af at fokusplanet ikke er som det plejer er, at der opstår nogle kraftige forvridninger i de øvrige dele af billedet, og specielt når man bruger det til at tage landskabsbilleder kan man komme tæt på at fremkalde søsyge.

Lensbaby landskab

Til gengæld virker det fint til makrofotografering, specielt når man ikke har et dedikeret objektiv til formålet. Som sædvanligt kræver det dog vindstille eller immobile motiver, men sådan er makroreglerne jo.

Lensbaby makro

Siden mit indkøb er Lensbaby 2.0 udgået, men den er til gengæld blevet erstattet og suppleret, så der nu findes flere valgmuligheder afhængig af temperament. Skulle jeg vælge i dag ville jeg nok gå efter den samme type, den hedder nu "Muse", men "Composer" kunne også være en mulighed, den minder mere om et traditionelt objektiv med ringfokusering, og har kuglelejebaseret fokusering i stedet for bælg.

Dette indlæg er en del af "Projekt Atemporalitet", og du undrer dig derfor muligvis over, hvorfor det dukker op nu, sådan tilsyneladende ud af det blå. Det kan du få en forklaring på ved at læse indlægget Atemporalitet.

Top 1

Vidste du, at Rod Stewart lå på førstepladsen i England med sit album "Never A Dull Moment" da jeg blev født?

Eller at jeg er født på samme dato som David Clayton-Thomas, forsangeren i Blood Sweat & Tears?

Jeg gjorde ikke.

Skulle du selv være interesseret i lidt trivia af den slags, så kan everyHit.com's datomaskine bruges.

Dette indlæg er en del af "Projekt Atemporalitet", og du undrer dig derfor muligvis over, hvorfor det dukker op nu, sådan tilsyneladende ud af det blå. Det kan du få en forklaring på ved at læse indlægget Atemporalitet.

Reguleringsfallit

Der hersker forholdsvis bred enighed om, at regulering af markedet er nødvendigt, og specielt i kølvandet på den globale finanskrise er det vist gået op for endnu flere. Endnu har det ikke bredt sig helt til klimaområdet, men det kommer forhåbentlig, når politikerne skal finde ud af, hvordan de skal komme i nærheden af at reducere den globale opvarmning, så temperaturstigningen holder sig under de 2 grader.

Desværre lader det dog ikke til, at enigheden om målet med regulering af markedet har gjort, at man har fundet frem til metoder der rent faktisk virker. Der er konkurrencelovgivning på plads de fleste steder, men konsekvenserne harmonerer ikke med overtrædelserne.

Seneste er to energiselskaber i EU blevet tildelt mere end 8 milliarder kroner i bøde for at have tilsidesat de europæiske konkurrenceregler — de havde delt markedet mellem sig. Uheldigvis betyder det dog ikke, at forbrugerne ikke alligevel ender som tabere.

I praksis har de gennem 30 år betalt for meget for varerne, mens direktører og aktionærer har stukket overbetalingen i lommerne. Samtlige borgere i EU har nu fået en form for kompensation i form af bødeindtægt til den samlede kasse, men der er kun en gruppe der kan betale regningen i sidste ende: De selvsamme forbrugere, som allerede har betalt for meget — for direktører og aktionærer skal jo stadig have deres udbytte…

Fremfor at straffe forbrugerne dobbelt, burde man i stedet gøre det personligt strafbart at overtræde konkurrencelovgivningen — det er ikke nok at straffe virksomhederne, for det hjælper altså ikke på bundlinjen for forbrugerne. Det vil nok have en mere afskrækkende virkning på virksomhedsejere og -ledere, når de bliver holdt personligt ansvarlige, også økonomisk, i stedet for som nu bare at kunne tage chancen uden reel konsekvens eller risiko.

I sager som denne, burde det også være muligt at kompensere de berørte forbrugere direkte. Det burde være rimelig ligetil at finde frem til, hvem der har fået leveret gas fra selskaberne, og skulle kompensation mv. føre til undergang, vil der uden tvivl stå konkurrenter klar til at overtage resterne. Dermed vil også de involverede mærke konsekvenserne af lovovertrædelserne, og dermed på længere sigt forøge incitamentet til at opføre sig ordentligt på markedet.

Det står ikke lysende klart for mig, i hvor høj grad det er muligt at udbrede principperne generelt på markedet, men der er ingen tvivl om, at det stadig er både for nemt og for billigt at snyde på vægten i et marked der ikke længere er så nemt at gennemskue som det var engang.

Den perfekte Mojito?

Mojito
Foto: Norm Walsh

Sidste år, faktisk for præcis et år siden, på den amerikanske uafhængighedsdag, skrev Norm om opskriften på "The perfect Mojito", men selvom der altså er gået en rum tid siden da, har jeg endnu ikke fået afprøvet den, formentlig bl.a. fordi jeg ikke har hvid rom i husets barskab.

4,5 cl hvid rom
1,5 cl frisk limesaft
15 gram sukker
3 cl sirup
Friske mynteblade
Danskvand
Knust is el. lign.

Rør sukker, limesaft og et par mynteblade sammen i et glas. Tilsæt rom og sirup, og rør godt. Fyld glasset med is og danskvand. Pynt med mynteblade og servér.

Det bliver nok heller ikke i år, selvom 4. juli faktisk burde indbyde til det, men så kan jeg jo prøve en af de andre Mojito-udgaver i mit Mojito-opskriftsarkiv, for noget skal mynten i haven jo bruges til…

Krydderurter

Dette indlæg er en del af "Projekt Atemporalitet", og du undrer dig derfor muligvis over, hvorfor det dukker op nu, sådan tilsyneladende ud af det blå. Det kan du få en forklaring på ved at læse indlægget Atemporalitet.

Kvalitet?

Det kan være vi stiller for høje krav, men det forekommer mig, at en stor del håndværkere leverer for dårlig kvalitet.

Nogle observationer:

  • Som jeg tidligere har beskrevet, dukkede Glenn fra GrcByg2Tal aldrig op og svarede ikke henvendelser.
  • Formentlig leverede AnneGrete fra Kirke Hyllinge teknisk set det hun skulle, maling af loft og opsætning samt reparation af stuk, men det var ikke perfektionismen der plagede — resultatet omfattede bl.a. adskillige helligdage, stuk der ikke passede, og stuk der ikke var sat ordentligt op.
  • VVS'eren — som ellers var blevet anbefalet — skulle reparere to radiatorer: Ingen af dem virker endnu.
  • Gulvfolkene var ikke lige grundige i rundt i kanterne, kakkelovnspladen var delvis tilsprøjtet med pigment, og der var et par steder hvor både pigmentering og lak tilsyneladende var blevet skrabet af gulvet efterfølgende.
  • Dørene vi har bestilt bliver tilsyneladende forsinket, dog ikke så meget som det oprindeligt var stillet i udsigt…
  • Vores såkaldte totalentrepenør til projekt "varmeregning" var totalkikset — leverede ikke en totalentreprise, men agerede i stedet som kontaktformidler, og kunne i øvrigt ikke vejlede i forhold til løsninger som ellers påstået. Desuden blev Ventilationskanalerne sat skævt op, og med kvartfærdig finish ved hullerne i væggene.
  • Jordvarmeprojektet er en historie for sig selv…

Der er dog også et par enkelte der trække i den rigtige retning:

  • Tømreren Ronnie fra Nørrebro lavede præcis det han skulle, til en fair pris, selv når hans bil blev stjålet.
  • Skorstensfejeren kom forbi så hurtigt det kunne lade sig gøre, og lod uden problemer besøget træde i stedet for det sædvanlige kontrolbesøg.

Har vi bare været uheldige, eller er det virkelig nødvendigt at udpensle, at man gerne vil have gjort arbejdet ordentligt?

Dette indlæg er en del af "Projekt Atemporalitet", og du undrer dig derfor muligvis over, hvorfor det dukker op nu, sådan tilsyneladende ud af det blå. Det kan du få en forklaring på ved at læse indlægget Atemporalitet.