I dag er det Blog Action Day, og dermed er det blevet tid til at slå et slag for miljøet — uanset om der allerede er nok fokus, og uanset om det hjælper eller ej.

Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt har fornylig foreslået personlige CO₂-kvoter til alle. Det er en ganske god idé, som også Steen Gade bakker op om — suppleret med SF’s klima-mærke vil det faktisk efterhånden være praktisk muligt for den enkelte at foretage intelligente valg, og også bringe miljøet tættere på markedsmekanismer der vil få det til at give mening i det store billede.

Til gengæld er reaktionen fra Venstre temmelig forudsigelig, det er ikke nemt at gøre et så egoistisk parti miljøbevidst:

»Når det gælder den menneskeskabte CO₂, skal vi sætte ind, hvor det batter noget i stedet for at fokusere på, hvad der giver noget symbolpolitisk. Det er ikke på det personlige forbrug, at man henter de store tons CO2,« siger finansordfører Peter Christensen.

Hvorfor er det så lige, regeringen har under stor fanfare har søsat kampagnen “1 ton mindre“, som netop har til formål at få hver enkelt til at nedsætte CO₂-udslippet? Er det kun symbolpolitik, når Venstre og regeringen hævder at have fokus på miljøet?