Weekend på Holmen, dag 1

Fredagen på Linuxforum 2007 var temmelig stille og rolig — og det var heller ikke noget problem at komme derud, jeg tog dog havnebussen for at være sikker, man ved aldrig om der pludselig skulle være nogle hærgende autonome voldsmænd (M/K) i gang med en blokering af Prinsessegade.

Det mest interessante indlæg var Morten Kjærsgaards om økonomien i åbne standarder og open source, ikke mindst fordi IT & Telestyrelsen netop har sendt en rapport om implementering af åbne standarder i høring — heldigvis udgivet i både HTML, ODF- og PDF-format.

Høringsfristen er den 23. marts, og der er nok at tage fat i, på trods af forlydender om det modsatte, mener jeg ikke ligefrem at rapporten kan siges at være progressiv, der er for mange undtagelser og forbehold.

Et andet tankevækkende indlæg var Andreas Bach Aaens om fri software og ophavsret. Han kom blandt rundt om ideelle rettigheder, open source vs. free software og desuden om licenser, kontrakter og tillidsforholdet mellem leverandører og kunder.

Rigtig godt var det, at han påpegede at musikrettigheder og -kompensation varetages i et noget specielt system af KODA — f.eks. er det principielt ikke muligt for en musiker at lægge sin egen musik gratis ud på internettet, der skal betales KODA-afgifter. Tænk hvis det samme princip blev gjort gældende for alle andre frembringelser, f.eks. bøger, artikler eller software?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *