Valgkampsfarce

Denne valgkamp er gået helt op i røg. Der er praktisk taget ikke noget politik tilbage — det hele handler om personer, spin og meningsmålinger, ikke politik:

En "debat" i bedste sendetid, med kun lederne af de to største partier, som om der ikke er findes alternativer.

En samling lyvende ministre og manipulerende oppositionspolitikere, som alle "afviser" fakta.

En live-rapport fra et meningsmålingsinstitut, *mens* målingerne bliver foretaget — med en halvlegsstilling.

Æv — tilsyneladende er valget i sig selv vigtigere end resultatet…

388,75

Jeg syntes jeg ville følge op på forslaget om en protestaktion mod dankort-gebyret, og hæve et beløb i banken der ville kræve flest mulige mønter.

Som sagt, så gjort, en tur forbi min filial af Lån & Spar på Højbro Plads:

image-7: Receipt [ 2 ]

Men de var forberedte:

image-2: Plastic bag [ 1 ], Note [ 4 ] and Coin [ 1 ]

Hatten af for Lån & Spar — selvom det ikke ligefrem gør dankort-gebyret mere spiseligt, må man beundre deres håndtering af sagen.

Ølpris til Blågårds Apotek

Anette Jessen fra Danske Ølentusiaster var forbi Blågårds Apotek her til aften. Det var hun for at præsentere kroværten Hans Nielsen for en bronzemedalje:

image-7: Hans Nielsen and Prize [ 3 ]

Dermed er Blågårds Apotek kommet med i det eksklusive selskab af danske udskænkningssteder der er blevet præmieret for at udbrede god øl.

Tillykke!

0 stemmer?

Politiken har, som en del af deres dækning af 2005-valget, en oversigt over de opstillede partier med link til en beskrivelse af hvert enkelt.

I oversigten har der tilsyneladende sneget sig en lille trykfejl ind, DF's "O" er blevet til et "0″ — måske en kandidat til en spinne-liste med subliminale beskeder?

0 stemmer til DF?

Gid det måtte vise sig at være en præcis forudsigelse…

Tulipaner

Min søde kæreste havde tulipaner med hjem til mig i går:

image-2: Tulip [ 1 ], Couch [ 1 ] and Katrine Høybye-Mortensen

Ikke dårligt, slet ikke dårligt… :-)

Nedsabling, overraskelse og fløjte

De danske håndboldherrer holder for tiden til i Tunis og omegn — der er VM i håndbold.

Efter søndagens sejr over Grækenland — som i dag overraskende vandt over Frankrig — skulle danskerne klare skærene mod Angola. Selvom det før har været svært mod utraditionelle hold, blev det praktisk taget en walk-over, aldrig spændende, og slet ikke en kamp der kunne forhindre zapperi.

Blandt de resterende hold i den indledende runde er værtsnationen Tunesien, som uanset hvad man ellers måtte mene om landet og dets indbyggere, formentlig godt kan skabe lidt spænding, i hvert fald baseret på deres storsejr over Canada.

Til gengæld bør tilskuerne dernede oppe sig lidt, der er temmelig stille — til tider er det eneste man kan høre tilsyneladende en blok- eller tværfløjte! Ikke ligefrem noget der larmer i samme omfang som de norske bjælder.

NFL på Zulu

I denne tid lakker NFL-sæsonen mod enden. Amerikansk fodbold er en lidt speciel sportsgren, som Anders Dahl-Nielsen på et tidspunkt har omtalt som en blanding mellem håndbold og skak. Jeg er ikke helt sikker på det yder alle involverede retfærdighed, men noget er der om snakken.

En ingrediens der under alle omstændigheder ikke fremgår af ovenstående opskrift er amerikanernes sædvanlige rekordhysteri og dertilhørende statistik. Det er simpelthen fascinerende så meget man holder styr på og kan finde frem til lejligheden, f.eks. om kombinationer af temperatur, forudgående kampe, resultater og indsatser.

Zulu har nogle år haft NFL som en fast del af sendefladen, med mindst en kamp hver weekend, ofte to, og enkelte gange fire. Slagets gang under de 3-4 timer lange transmissioner styres — dog ikke med hård hånd — af to nørder, på hver deres måde: Jimmy Bøjgård, også kaldet Falkeøje, og Claus Elming, også kaldet NFLming. Tilsammen udgør de et kommentatorpar der forlængst har opnået kultstatus, ikke mindst på grund af deres engagement.

De har også formået at føre Zulu-ånden ud i det ekstreme, med brevkasse, seere der sender popcorn og adventskranse ind til studiet og den (mindst) ugentlige quiz med fire spørgsmål, som seerne kan indsende svar på i ugens løb. Quizzen er netop baseret på de mange statistikker der vedligeholdes, og senest er konceptet udvidet med online-spil, jævnlige indslag om underlige statistikker og ugentlige top-5 lister.

Quizzen har dog en enkelt lille ulempe: Hvert spørgsmål ledsages af en uhyggelig dårlige fanfare af en omgang muzak, og nu er det gået for vidt med kulten: Denne imitation af en melodi kan nu fås som ringetone! Selvom sæsonen er kort, havde man alligevel set frem til at undvære netop den omgang akustisk forurening, men nej — med bare en anelse "held", skal man nu nok blive udsat for den løbende hele året rundt, og det formentlig i en kvalitet der bare gør ondt værre.

NFL på Zulu er glimrende, men soundtracket…

Hærværk

Hvor er det sørgeligt, at der er folk som ikke forstår demokratiets spilleregler. Det er en ting at hænge valgplakater ulovligt op, f.eks. for tidligt, for lavt eller på ulovlige steder — jeg har selv hængt plakater op, det kunne være rart at undgå turen op i 8 meters højde — men at ødelægge andres er bare for dumt.

Allerede på førstedagen af valgkampen havde Venstres website problemer, og senere kunne bl.a. Politiken berette om hærværk mod valgplakater: Venstre-kandidater hevet ned fra lygtepælene. Rundt omkring i København er der fjolser som har overklistret diverse plakater med en henvisning til ny-regering.nu, og nu er også SF's hjemmeside blevet ramt, tilsyneladende af et DOS-angreb (kombineret med nogle menneskelige og tekniske uheld).

Ifølge Politiken er der også tåber der sænker niveauet yderligere: Trusler mod folketingskandidat.

Holdning!

På en af valgkampens første dage blev bl.a. Enhedslistens Keld Albrechtsen spurgt om, hvilken politisk modstander han helst ville stemme på. Svaret var Birthe Rønn Hornbech.

Det er helt rigtig set. Birthe Rønn Hornbech er en af de få politikere der står ved sine holdninger, uanset om det er belejligt, i overensstemmelse med partilinien, i tråd med meningsmålingerne eller stemmetalsfremmende. I dagens Politiken har hun et debatindlæg under overskriften "Holdninger er bedre end stylede fastelavnsris", hvor hun bl.a. skriver:

Vi folkevalgte skal lytte til befolkningen, men vi er ikke sat til at løbe efter tidsånden og skiftende stemninger. Der er tværtimod brug for folkevalgte med et solidt fundament og grundholdninger, der styrer de politiske initiativer. Der er brug for folkevalgte, som ved, hvad de vil med Danmark, og ikke render i rumpen på den svingende folkestemning og lefler for alt og alle.

Hvis bare hun kunne trænge igennem med det synspunkt, ville vi borgere have et reelt valg.

Også de konservatives Lars Barfoed gjorde et godt indtryk i DR's Profilen den anden dag. Han gjorde sig bl.a. til talsmand for, at man ikke burde binde partierne tæt sammen ved at give hinanden vetoret, men istedet fremføre hvad man mente, og først derefter forsøge at opnå et kompromis. Også han gjorde op med partilinien og står højt på listen over de politikere man har grund til at have respekt for.

Del jer efter anskuelse — giv os et valg.

Fra børn, fulde folk og wiki’er

Fra en side på Wikipedia, hvor der opsamles slettede vitser og nonsens:

The United States is historically remarkable for being the first nation with obese poor people.

Hvis ikke det var så tragisk, ville det være rigtig morsomt.

Næste side »